det vilde været mig pinligt at berette det modsatte, hvilket jeg dog, tvungen af min pligt, vilde gjort med den samme nöjagtighed. Man har her en höj mening om Deres majestæts personlighed; men netop af den grund önske de, at de ikke end blive regerede af Deres majestæt, ligesom forkælede börn, der beundre og frygte klartseende overordnede.“ Dette er mere en pröve på, hvorledes Martinau forstod at benytte, hvad der kunde forefalde, til deraf at sammensætte en skildring, der kunde göre et behageligt indtryk på Gustav IIIs forfængelighed, end et træk, der beviser, hvorledes stemningen virkelig var i den lille hovedstad, hvor han nu levede. Det ser næsten ud, som om han var bange for, at der arbejdedes mod ham, og derfor har villet bringe det mest mulige ud af, hvad han så og hörte, for således at forekomme sine medbejlere til kongens gunst, ved at benytte de samme midler, som de.
I endnu et brev, af 17 November 1787, dvælede Martinau ved det samme emne, idet der nu med sidste post var kommet nærmere efterretninger derom fra Köbenhavn, hvorefter han troede at kunne vente en nærmere allianse, overensstemmende med den fornuftigste politik, der vilde give disse nationer[1] en hidtil ukendt betydning og fremfor alt befri dem for ethvert afhængigheds-forhold til Rusland. Efter Martinaus udsagn skulde disse udsigter have vakt en alminding tilfredshed i Kristiania, hvor man blot önskede, at det måtte lykkes den svenske konge at bibringe grev Bernstorf en lignende höjsindet tænkemåde og lade ham få smag for det store i at være uafhængig! Efter et brev, som
- ↑ Martinau bruger her som ved dere andre lejligheder udtrykket ces deux nations på en sådan måde, at derved tydelig menes den svenske på den ene og den dansk-norske på den anden side.
