admiral Krog havde modtaget fra sin sön i Köbenhavn, havde man der hilst kongen i teatret ved at benytte de ord: „Velkommen, min ven!“ som netop forekom i det da opförte stykke, – et træk, som hvis det var sandt, måtte göre det danske parterre al ære. Martinau havde ligeledes seet et andet privat brev fra „en bibliotekar“, der rosende omtalte den dybe indsigt, som Gustav III skulde have lagt for dagen ved et besög på det kongelige bibliotek. I det samme brev omtalte også Martinau et besög, som Kristiania i de samme dage havde fået af en fornem udlænding, en greve af Miranda, der sagdes at drive metallurgiske studier, men uden at man af hans optræden på rejsen fik noget indtryk af, at disse havde været indbringende for ham. Han havde først været i Karlstad og beseet de vermelandske jærnverker og var dagen efter sin ankomst til Kristiania atter rejst derfra for at aflægge et besög ved Kongsbergs gruber, hvorpå han den 17de agtede at drage til Göteborg. Efter Martinaus beskrivelse var greven i besiddelse af store talegaver, hvorved han i Kristiania havde bragt selv de værste snakkere til taushed. Man havde pludselig ført ham til en stor middag, hvor man netop var i begreb med at sætte sig tilbords, da greven kom; men neppe havde man sat sig, för han var den eneste af det hele selskab, som førte ordet, medens de øvrige forvandledes til hans lyttende tilhørere. Navnlig vare hans vidtløftige rejser et udtømmeligt emne, ligesom han i sine taler kom med heftige udfald mod despotismen, fanatismen og selv mod katholicismen!
Det sidste brev, som Martinau i 1787 sendte hjem til sin konge, var af 8 December. I dette meddelte han, at der i den kommende sommer skulde holdes tre forskellige lejre i Norge, og at kronprinsen skulde komme til Frederikstad 19 Juni. Videre berettede han: „Lofthus er fremdeles i
