des selv komme nærmere mod det mål, som han allerede på denne tid havde stillet sig, at blive ansat i en diplomatisk post. Folk, for hvem det at göre lykke er hovedsagen i livet, ere ofte kun lidet kræsne med de midler, som de bringe i anvendelse, og Manderfelt har selv ofte godtgjort, at han i denne henseende var en af de mindst nöjeregnende.
I et af de påfölgende breve, af 10 November, omhandlede Martinau det indtryk, som Gustav IIIs pludselige besög ved hoffet i Köbenhavn havde gjort på Normændene, da efterretningen herom den ottende var kommen til Kristiania. Hvad dette skulde betyde, vidste endnu ingen rigtig at forklare sig; men Martinau var dog overbevist om, at man med ham var enig i at nære det oprigtige önske at se et lykkeligt udfald af hans skridt, hvorom de nærmest troede, at det sigtede til begge nationers held på dette kritiske tidspunkt. Han berettede i den anledning fölgende træk: „Igåraftes fortalte man i et stort selskab, at Deres majestæt havde havt en samtale på to timer med kongen af Danmark, kronprinsen, grev Bernstorf og andre danske ministre. På mit spörgsmål om, hvem Deres majestæt havde havt med sig, svarede man: „Ingen! han selv var nok“. Jeg erkendte denne sandhed med et beskedent buk, som blev efterfulgt af en sagte, bekræftende mumlen fra den hele forsamling, der igen – ligesom efter nærmere overvejelse – blev aflöst af en almindelig taushed, som om man måske havde sagt formeget, der kunde benyttes til en ondskabsfuld fortolkning. Jeg bönfalder Deres majestæt om ikke at forringe tilfredstillelsen ved en sådan hyldest gennem den mest ubetydelige mistanke om, at det skulde være smigreri fra min side, for hvilket jeg har en rædsel. Sagen er sikker; den foregik ved bordet, i nærværelse af tyve personer. At gentage den er mig ligeså behageligt, som
