det (l’irruption) i 1772 var han meget mistænkt af regeringen. Jeg ved ikke, om han vedbliver at nære de samme fölelser; i ethvert fald skal jeg arbejde på at holde ham deri. Men jeg tror, at hans grundsætninger i denne henseende ere meget vaklende, og at de ledes efter öjeblikkets humör.
Dhrr. Per og Jess Anker, hans to brödre, ere ikke af anden Indflydelse, end den, som rigdom i almindelighed giver.
Hr. Collett, en stor klods i handelen (gros lourdaud de commerce), men som ikke desto mindre har et af de første huse.
Hr. Monsen, titulær kancelliråd, rig gennem arv, mådelig handelsmand, vil spille den fiffige, sandsynligvis i kraft af sin bestalling.
Der er ligeledes to fremtrædende enker, der besidde indflydelse i selskabslivet:
Fru Anker, den ældre, som tiltrods for sin alder har en vis energi i sin karakter og et nobelt hjærte; hun förer et stort hus – med et ord, jeg kunde beskylde hende for at efterligne den afdøde marschalinde De Geer, hvis hun havde havt den ære at være kendt af hende.
Fru Holter, måske den rigeste dame i byen, söster af Juel, som flygtede til Sverige, endnu temmelig ung og smuk, jævn, men dog også med sine fordringer i stilhed.
Alle disse personligheder leve i et slags anarki uden at have altfor god rede på, hvorvidt de ere tilfredse eller ikke. De forekomme mig som ligeså mange omflakkende drabanter, som vilde omgive og fæste sig ved den förste planet, der mödte dem.
Efter sin tilbagekomst til Kristiania synes Martinau i
