de nationale regimenters hjælp. I grunden stoler man ikke meget på disse, især under folkelige uroligheder, hvori de ere tilböjelige til at göre fælles sag. Man har for tre år siden fået et bevis herpå i Drammen, hvor der foregik fölgende optrin. En kvinde, som var dreven til fortvivlelse, havde tilsidst fattet den beslutning at hænge sig. Amtmanden og presten havde ikke desto mindre imod almindelig brug tilstedet, at hendes lig kunde blive ordentlig begravet, men folkemassen, der holdt på sin gamle fordom, gjorde derimod den mest levende modstand. Man så sig da, for at skaffe respekt for embedsmændenes afgörelse, nödsaget til at tilkalde 400 soldater; men disse vare alt andet end villige til at hjælpe. Imidlertid fik man dog i hemmelighed gravet delinkventen ned i jorden, men hun fik ikke der nyde lang hvile, da de oprörske gravede hende op, satte et uglehoved i hendes mund og således bragte liget til byfogdens hus, hvor de endelig forlode det.
Denne affære med Lofthus har ligeså lidt som hans fængsling på Akershus fremkaldt nogen opmærksomhed i Kristiania, men har derimod gjort en så meget större virkning i Köbenhavn, hvor regeringen, der er meget mistænkelig, fornemlig i alt, som vedkommer Norge, var bleven meget foruroliget derover og havde bestemt sig til at opfordre kronprinsen til at rejse derhen med en galej. Han havde vel været den eneste, til hvem den havde vovet at betro en sådan expedition; ti hvis man kan tro folkesnakken, undgår man altid med megen omhyggelighed at sende nogen fremragende mand derhen, af frygt for, at man i Norge skal benytte sig deraf og udråbe ham til konge. Den norske feltmarschal, prins Karl af Hessen, er der meget elsket, og af denne grund holder den politiske klogskab ham fjærnet derfra. Penne prins har, siger man, ærgærrige planer, bl. a. at få sin datter gift med kronprinsen, som skal
