opfordrede Scheel og den kommanderende general til at löslade Lofthus. Men gode ord og fremfor alt den utilgængelige fæstning, med dens garnison af hvervede tropper, bevirkede, at de droge bort, idet de dog bydende forlangte, at man skulde give den fangne 3 mark om dagen og en flaske vin. I stedet for dette glimrende traktement er han i lænker, bevogtet som en statsfange, og vagtofficeren har pålæg om at besöge ham hver time for at se, om han forsöger på at befri sig. Denne katastrofe har adsplittet partigængerne; men de må dog i ethvert fald i hemmelighed være i bevægelse. De jage efter en anledning, og de ville ganske sikkert benytte sig deraf, hvis der tilbyder sig nogen god sådan, ligesom alle folk, der en gang have grebet tanken om oprör, fremfor alt i dette land, hvor der ikke er en tilstrækkelig magt til at holde dem i tömme[1]. De nationale soldater ere kun bönder, uden disciplin og uden militær ånd. Alle undersåtter på landet ere i almindelighed lige fra sin födsel indskrevne som soldater og må allerede i en alder af 16 år tjene efter sin tur. Denne tjeneste foregår fölgelig kun med lange mellemrum, og dens varighed er derhos kun nogle dage om året, således at de, skönt indskrevne og fordelte til sine regimenter, dog ikke et minut ophöre at være bönder og at bevare disses interesser. To infanteri-regimenter, det ene i Kristiania, det andet på Frederikshald, udgöre regeringens eneste stötte: desuden er dette kun en dårlig udstyret del.
Da sammenrottelsen ikke har været stærk, heller ikke bevæbnet, har man troet at kunne lade være at anvende
- ↑ I et senere brev, af 26 Januar, ytrer Martinau: „M. Adler grand bailli de Christiansand, lá où a été l’émeute, vient de se démettre de sa charge, avec, dit-on, une pension de 1000 rdl. D. C. C’est un sacrifice, en apparence volontaire, mais au fond forcé pour l’assoucisesment des mécontents de son baillage.“
