have vist smag for hendes skönhed blot efter et portræt, som man havde sörget for at lade ham få. Det påståes endog, at den mönstring af tropperne i Holsten, som denne prins iår har foretaget, meget behændig har været aftalt for at lade ham få se originalen. Denne prinsesse skal være af en fuldendt skönhed. Man ser af denne lette skisse, hvor liden enighed der er mellem disse to nationer.“
Normændene vare efter Martinaus opfatning et stolt folk, der udmærkede sig ved en stærk uafhængighedslyst, medens de Danske omtrent havde alle de slette egenskaber, som et underkuet folk kan have. Naar en Normand traf sammen med en Englænder og Dansk, vilde han også straks föle sig stående den förste nærmest og aldeles ikke betragte den Danske som sin medborger. Det norske folks klager gjaldt först og fremst, at de ikke havde nogen egen flåde, da der i Frederiksværn kun var 6–8 galejer, dernæst, at de ikke havde noget universitet, da nu årlig 300 unge mennesker måtte rejse til Köbenhavn for at studere, for det tredie, at deres handel var bunden ved forbudet mod at indföre korn til det sydlige Norge uden fra Danmark, for det fjerde, at de behandledes som en erobret provins uden at nyde de et kongerige tilkommende rettigheder, og for det femte over den despotisme, som nu under kongens slövhedstilstand udövedes af regerings-kollegierne. Blandt andet skulde der föres klage over, at de skibe, som gik fra Norge til Amerika for at hente sukker, vare tvungne til at anlöbe Köbenhavn på tilbagevejen, hvilket skulde være et påfund af Schimmelmann for at fremme dennes egennyttige interesser. Ligeledes påstodes det, at der var planer i gære mod overhofretten, „ce dernier monument du Royaume“, idet det ialfald var sikkert, at der i stedet for ti assessorer som der skulde være i denne, på længe kun havde været syv.
