til at vise sig så meget mere imödekommende i sin omgang med den nye svenske agent[1]. Ikke alle de bekendtskaber, som Martinau havde anledning til at göre i de förste dage af sit ophold i Kristiania, vare dog lige behagelige for ham. Han traf således der en fransk vicekonsul Pauly, der tidligere havde været bosat i Sverige, men havde fundet det bedst at flygte derfra for at undgå sine kreditorer og så havde taget sin tilflugt til den norske hovedstad, hvor han ernærede sig ved at meddele undervisning i Fransk.[2] Hans yngre datter var her året i forvejen bleven gift med den i Kristiania velbekendte svenske musiker Zahr (som Martinau kalder ham: coryphée fugitif du notre opéra), og disse havde da slået sig sammen med en fransk eventyrer, med hvem de skulle have opfört små operetter. Da imidlertid disse ikke viste sig særdeles indbringende, forlod „det lyriske par“ Kristiania for at drage til Göteborg, hvor man altså – som Martinau nu skrev hjem – kunde få fat på den samme Zahr, hvis man anså det umagen værd at bemægtige sig hans person[3].
Martinaus udnævnelse havde efter hans egen beretning vakt megen opmærksomhed mellem hans nye omgivelser, da det var påfaldende at oprette en sådan post på et sted som Kristiania, der i sammenligning med andre norske byer havde en forholdsvis liden handel, ligesom det også forekom folk besynderligt, at den besattes med en hoflæge. Man kunde ikke ganske forstå sammenhængen dermed på en tid,
- ↑ Således var han i den fölgende uge til middag hos general Wakenitz, deputeret i generalitets- og kommissariats-kollegiet.
- ↑ Han omtales af Martinau som père de Mademoiselle Pauly, fondatrice du temple du gout à Stockholm, qui s’écroula si vite et entraina par sa chute l’espoir à toute la famille d’avoir désormais du pain.
- ↑ Smlgn. H. J. Huitfeldt, Christiania Theaterhistorie, I, 117 o. fl. st.
