önske end at se denne bevaret. Scheel udbredte sig på sin side meget over de gensidige fordele, der kunde fölge af en inderlig sammenslutning (une alliance intime), sådan som omstændighederne for öjeblikket fordrede og landenes geografiske beliggenhed naturlig foreskrev dem. Martinau troede selv, at han ved denne sin förste optræden havde vundet både stiftamtmanden og fruen, og var meget smigret ved, at de indtrængende bade ham blive hos dem til aften, hvad han også gjorde, uagtet det ikke fra först af havde været hans bestemmelse. Ligeledes blev hans sön behandlet med megen höflighed og måtte konversere husets to ældste dötre. I det ydre herskede der således den bedste overensstemmelse mellem den höjeste embedsmand i Norge og den svenske konges agent.
Allerede dagen efter, at Martinau for förste gang havde været i stiftamtmandens hus, indfandt denne sig hos ham for at besvare hans visit. Martinau viste ham da sit diplom som general-konsul og overleverede ham endog en afskrift af dette, da det var affattet i en mod hans danske majestæt meget anerkendende form. Han troede at bemærke, at den således viste opmærksomhed gjorde stiftamtmanden „stor glæde“, og i sin indberetning om denne samtale bemærkede han, at når han havde udbredt sig noget vidtlöftig over den modtagelse, som han havde fundet, var det ikke for at tilfredsstille sin personlige egenkærlighed, men af glæde over det hensyn, som på denne måde var vist mod hans herre, kongen. Også alle andre af byens mere fremtrædende indbyggere modtoge ham med en forekommenhed, der svarede til den, som stiftamtmanden havde lagt for dagene og uagtet han antog, at politisk forsigtighed under de daværende vanskelige tidsforhold måtte göre folk mere tilbageholdne i sine udtalelser, troede han dog, at dette netop foranledigede dem
