hans excellence trådte ind, ledsaget af kommissionens medlemmer. Martinau begyndte samtalen: „Deres excellence er sikkert underrettet om den mellem vore to suveræner afsluttede overenskomst om oprettelsen af et konsulat i Norge, og da kongen, min herre, har vist mig den nåde at udnævne mig til sin general-konsul hersteds, har jeg den ære at göre Dem min opvartning i denne egenskab.“ Scheel lykönskede ham derpå med udnævnelsen og fandt, at han og hans omgivelser måtte være glade ved at få en så behagelig forögelse af sin selskabskreds, medens han for övrigt, hvad sagen selv angik, ikke havde fået nogen meddelelse fra sit hof. Da Martinau dertil mente, at dette var en forglemmelse fra kancelliet,[1] forsikrede stiftamtmanden, at det neppe forholdt sig så, da det samme var skeet med den engelske general-konsul i Kristiansand, hvis legitimation også först var kommen, efterat der var indlöbet underretning om hans ankomst; men han skulde imidlertid med den först afgående kurer göre sit for at få rettet herpå.
En time senere gik man tilbords, og Martinau kunde der glæde sig over en splendid middag. Samtalen drejede sig, sålænge man sad tilbords, kun om ligegyldige genstande; men ved kaffeen tog stiftamtmanden Martinau til side og udtalte sig med megen oprigtighed om den gode forståelse, som nu herskede mellem de to hoffer, hvortil Martinau – efter sin egen forsikring – svarede med en lignende åbenhed og erklærede, at hans konge ikke havde noget varmere
- ↑ I den benyttede afskrift står une commission de la chancellerie, hvilket dog enten der eller i den originale skrivelse må være en skrivfejl for une omission de la chancellerie, da det förste neppe giver nogen mening.
