som den daværende, uden at danne sig meget vidtsvævende forestillinger, hvori Martinau naturligvis spillede en meget fremtrædende rolle og derfor også blev tillagt „talenter, der vare skikkede for store formål,“ noget, som öjensynlig smigrede ham, der i det hele synes at have arvet en god del at den forfængelighed, der ofte tillægges det folk, som hans fader tilhörte. Hvad der fornemlig bidrog til at henlede opmærksomheden på Martinau og den af ham indehavte post, var vistnok den nære sammenhæng, som man i Kristiania indbildte sig at kunne formode mellem den af Lofthus ledede bevægelse og de planer, som man troede at kunne skimte bag det nyoprettede general-konsulat. Martinau synes dog ikke selv at have troet, at der var nogen forbindelse mellem disse, skönt han naturligvis ikke undlod at holde et vaagent öje med en begivenhed, der i den grad tiltrak sig den almindelige opmærksomhed, som urolighederne i Nedenæs og Robygdelagets amt. Allerede i sit förste brev – formodentlig skrevet til statssekretær Asp – omtaler han således disse i fölgende ord: „De har sikkert, min herre, læst i aviserne om et oplöb i Kristiansands stift. Indbyggerne ere der alle söfolk og de råeste i Norge, – som en fölge deraf også tilböjelige til oprör. De have imidlertid denne gang kun vist sig i små afdelinger, og den störste samling har aldrig nået et antal af hundrede mand, altid uden våben, således at de nærmest havde præget af folk, som simpelt hen personlig krævede retfærdighed for de udsugelser, som bleve begåede af opkræverne af de egentlige afgifter. Man har sat nogle tropper i bevægelse, hvorefter de have oplöst sig, og en af deres förere, en bonde, eller snarere, som jeg må tro, en lods, er her på Akershus i fængsel. Ifjor foregik der en lignende rejsning, som endte med, at man sendte treti deputerede til Köbenhavn; men denne gang
