på at erholde pålidelige og udförlige meddelelser om, hvad der foregik, viste sig af et skridt, som han foretog i dette år, idet han besluttede sig til at ansætte en officiel agent i Kristiania, med titel af general-konsul. Dermed begyndte et .nyt afsnit i Gustav IIIs forsög på at erhverve Norge, uagtet heller ikke det nu forsögte middel i længden viste sig at svare til hensigten.
En mand, som havde gjort regning på at erholde det nyoprettede svenske general-konsulat i Kristiania, var den i det foregående omtalte eventyrer Karl Ingmann, alias Manderfelt, der da allerede i nogle år havde opholdt sig i Norge. Ingmanns fortid var ikke den bedste, da det ikke var for sine dyders skyld, han havde forladt sit fædreland, idet, som han selv har opgivet i et brev fra 1779, hans uforsigtighed og mangel på omtanke havde bragt ham til „vid ett stort och lysande hof“ at ödelægge sin ejendom og göre större gæld, end han „i en hast mägtade betala“, hvorfor han havde seet sig nödsaget til at flygte. Hans midler havde imidlertid senere vist sig tilstrækkelige til at dække hans indenlandske forpligtelser, medens de udenlandske kreditorer havde erholdt sit „genom Hans Maj:ts egit konungsliga ädelmod och mildhet, egenskaper, som alltid äro så oskiljaktiga från denne store regent“, og det var derfor, som han udtalte i det nævnte brev, hans önske at forklare sig for kongen og lægge sin fremtid i hans hænder. Han var således kommen tilbage „för att i största stillhet, mera bortglömd af verlden och mer känd hos Gud, med min fattiga familj söka nära mig i min anletes svett, ära skaparen, välsigna konungen, bedja godt för fosterlandet,
