arbeta i en tacksam jord och uti min lilla trånga krets utöfva en god medborgares pligter. Aldrig har Gustafs välsignade spira gjordt någon enda olycklig, men ofta räddat den, som fallit under lagens eller ödets stränghet. Jag lärer därföre icke ensam blifva utesluten från den godhet och nåd, som verlden och hans folk vörda bland Hans största egenskaper. I alla hændelser blir jag med Hans Maj:ts egen högsta decision fullkomligen nöjd; ty vi veta alle, att vår Konung aldrig kan göra annat än det, som är stort och godt och rätt, Gustaf III värdigt!“ Dette brev var skrevet til en landshövding, men vistnok beregnet på, at det også skulde komme for kongens öjne, og da det nu findes i det svenske rigsarkiv, er det rimeligt, at denne hensigt er bleven opnået, ligesom det viste sig, at Ingmann havde forstået, hvorledes man skulde tage Gustav III. Ingmann, eller, som han senere kaldte sig, Manderfelt, blev atter anvendt og fik derigennem endog lejlighed til at skaffe sig en i ökonomisk henseende uafhængig stilling.
Efterat Manderfelt på ny vår kommen i beröring med kongen, der efter det anförte brev allerede tidligere synes at have anvendt ham i underordnede diplomatiske hverv, må han meget snart være bleven sendt til Norge, hvor han allerede forekommer omkring 1780 og optræder under titel af legations-sekretær og landråd. Under sit ophold i Norge kom han i forbindelse med den berygtede grev Kristian Konrad Danneskiold-Laurvik og dennes mætresse, fru Ingeborg Ackeleye, hos hvem han vidste at sætte sig i en sådan yndest, at han fik bestyrelsen af grevens ökonomi og i henhold til bestemmelser af denne endog efter hans i 1783 indtrufne död tiltvang sig en pension af boet. Da fru Ackeleye på samme måde var bleven rigt betænkt af sin elsker, fandt Manderfelt sig vel hjulpen ved at ægte hende og bosatte sig
