tænkte og talte på en måde, som man tidligere ikke havde kunnet anse for mulig, og det vilde derfor fra regeringeus side have været et klogt skridt, om den, således som det var påtænkt, havde ladet kronprinsen netop under de daværende omstændigheder foretage en rejse omkring i Norge for ved sin personlige nærværelse at dæmpe den almindelige gæring, fremfor alt den ophidselse, som endnu kunde sidde tilbage efter urolighederne på Vestlandet. Folkets hengivenhed for kongehuset var nemlig fremdeles lige stor, og når almuen kunde fole sig misfornöjet over trykkende skatter eller dårlige embedsmænd, da troede de altid, at alt vilde blive godt, såsnart kun kongen blev underrettet derom, da hans vilje og evne til at hjælpe ansåes for ubegrænsede. Hvad de höjere samfundsklasser angik, da så disse vistnok tingene i et noget andet lys, idet de havde et mere kritisk blik; men også på dem kunde kronprinsens personlige optræden i selve landet blot ventes at ville have de bedste virkninger. Det var en höflighed mod det norske folk, hvormed dette ikke var forvænt, da der snart var hengået 40 år, siden et medlem af kongehuset havde betrådt norsk grund, og fölgelig kunde prinsens besög allerede af den grund ventes at ville blive godt optaget.
Men endskönt således mange omstændigheder talte for en hurtigst mulig udförelse af kronprinsens norske rejse, tog man sig denne sag temmelig let i Köbenhavn, som om det ikke havde nogen hast, og uagtet det synes, som om det i begyndelsen af 1787 virkelig har været bestemt, at den skulde foregå i årets löb, var den ikke bleven .udfört, da hösten korn og den gode rejsetid i Norge var forbi. Med en ganske anden omhyggelighed tog Gustav III sig ved denne lejlighed af de norske forhold, hvis udvikling han fulgte med megen opmærksomhed. Hvilken vægt han nu lagde
