klærede, at en saadan Klokkeringning var en baade unyttig og ugudelig Gjerning, som smagte af Overtro. Afvist af Sognepræsten gik Manden til Almuen, som var talrig forsamlet til Thinge den 27de October, og fik af dem som Kirkeeiere uden Videre Tilladelse til at tage den mindste af Aasnes Annexkirkes Klokker. Folk hjalp villigen til, Klokken blev bragt til Skogs, hvor Børnene vare forsvundne, og i tre Døgn blev der ringet uafbrudt, Dag og Nat, uden Stands; den ene afløste den anden, og Ingen negtede sin Bistand. Men Børnene vare og bleve borte.
Præsten, Hr. Søren Lemmich, tog denne Klokkeringning meget ilde op, klagede for Biskoppen og bad om, „at den Myndighed, der var tungt hane Embede, maatte have conserveret, ifald han skulde kunne udrette Noget til Guds Ære iblandt dette stive og rasende Folk, og at der maatte sættes et Gjerde om Guds Hus, at ikke enhver overtroisk og Ugudelig maatte paa sin egen Haand rane Guds Hus og langt mindre bruge Kirkens Ornamenter til deres Signerier og Koglerier.“ Meningen var, at Baard Melsnes skulde blive „vedbørlig afstraffet.“ Stiftsdirectionen forlangte Sagen nærmere oplyst og foranledigede gjennem Amtmanden et Thingsvidne optaget. Baard Melsnes mødte ved en Procurator Sewerin, der i sit Indlæg fremstillede Klokkeringningen som et Nødmiddel, Forældrene i sin Fortvivlelse havde grebet til, for at Børnene efter Lyden skulde finde frem, men generedes noget ved de tre Uger, som vare hengaaede, inden man greb til dette Middel. Almuen vedstod skriftlig den Tilladelse, som den havde givet med Hensyn til Klokken. Thingsvidnet blev af Stiftsdirectionen indsendt til Cancelliet med en af Stiftamtmand Levetzau paa egne og den fraværende Biskop Schmidts vegne afgiven Betænkning, hvori han henstillede til Cancelliets Afgjørelse, „om ikke i denne besynderlige Sag, som ved en offentlig Action ikke vel kan afgjøres, kunde blive befalet, at Baard Halvorsen for sin overtroiske Opførsel skulde staa aabenbare Skrifte og bede menigheden om Forladelse for den givne Forargelse, men de af Kirke-Eierne, som have skriftlig samtykket i dette hans Foretagende, tilfindes at betale hver 1 Rd. i Mulct til Sognets Fattige, hvorved denne Gjerning ikke gik aldeles ustraffet af, og Almuen dog ikke efter yderste Strenghed blev behandlet i en Sag, som blot Medlidenhed og Overtro har bragt dem til.“
