Cancelliet fandt det nødvendigt at indhente General Kirke-Inspections-Collegiets
Betænkning. Dette Collegium indrømmede, at
Faderen og Kirke-Eierne for sin overtroiske Opførsel nok kunde
have fortjent at straffes paa den af Stiftamtmanden foreslaaede Maade,
men tilraadede dog at tage Sagen „paa en Kongens Mildhed og Retfærdighed
langt anstændigere Maade.“ I Overensstemmelse med
Kirke-Inspections-Collegiets nærmere Antydninger blev Sagen afgjort
ved følgende i Form og Indhold characteristiske Cancelliskrivelse til
Kammerherre og Stiftsbefalingsmand Albrecht Philip Levetzau og
Biskop Christen Schmidt af 17de August 1776:
„Af Hr. Kammerherres paa egne og Deres Høiærværdigheds Vegne under 20de Aprilis sidstleden indkomne Beretning og Forestilling med vedfulgte Bilager erfares, hvorledes en Mand i Hofs Præstegjeld, navnlig Baard Halvorsen Melsnæs, som havde mistet tvende af sine umyndige Drenge-Børn, der vare gangne noget ud fra hans Gaard, og formodentlig, efter Hr. Kammerherres Formening, enten maa være blevne borttagne af glubende Dyr eller bortstjaalne af slette Mennesker, skal, efter 3 Ugers forgjæves Søgning, have begjæret af Sognepræsten at maatte ringe med Kirkens Klokker efter dem, men, da dette blev ham negtet, og Kirkeværgeren forbudet at tilstede det, skal han have faaet Almuens Tilladelse, som eier Kirken, derfra at nedtage den mindste Klokke, for dermed i skoven at ringe efter Børnene, hvilket og skal være skeet saaledes, at dermed i 3 Gange 24 Timer blev ringet uden Ophold, ved hvilket overtroiske Forhold saavel Baard Halvorsen som Almuen har gjort sig strafskyldig; – Thi skulle man, efter at herover er bleven indhentet det Kongelige General Kirke Inspections Collegii Betænkning, tjenstligst have Dennem tilmeldet, at der i Hans Majestæts Navn af Sognepræsten paa Prædikestolen kunde bekjendtgjøres, at Allerhøistsamme i Henseende til Faderens lovlige Sorg, hvormed Hans Majestæt selv har Medlidenhed, da han endog ved dette Tab har mistet tvende Undersaatter, vil allernaadigst have ham og Medskyldige al Straf eftergivet; – og vilde Deres Høiærværdighed ellers tilholde Sognepræsten at tale med samtlige Vedkommende og foreholde samt overbevise dem om deres ved denne Leilighed udviste Overtro.“
M. B.
