kiøbes med at dræbe uskyldige, og Soldaten maa opofre dem, hvis Liv han ellers vilde frelse – skal Stigen, som fører til Ærens Skygge, være Forræderiets græsselige Barn, skal jeg lade mig overtale til at være Speider og Forræder for at opfylde min Konges Befalinger – Bør jeg lade mig lokke ved Ærens Trin til at handle imod mit Væsens Værdighed, imod det ædle Blod, som flyder i mine Aarer – men «jacta eet alea» siger Cæsar ved Rubicon – André – André – ulykkelige – forblindede Andre som udsætter dig for skjændsel værre end Døden, om du opdages – tænk paa din ulykkelige Emilia – o, tilgiv mig, evig elskte Emilie – mit Hjerte brister ved at tænke paa dig, som elsker mig over alt i Verden – Søde Kvinde – som udrydder Livets Torne, i hvis Barm jeg aandede Vellyst – uophørlig Lyksalighed – men bort med Venskabs og Elskovs søde Følelser. –I Krigerens Barm maa vilde Glæder rase. Jeg vil – jeg skal – jeg svor – ja jeg svor, at jeg skulde lyde uden at tænke – Fordømte Tanke om Venskab – Dyd og Religion – Hvor er du Arnold – kom og styrk mit vaklende Mod med din forbandede sjæl – Helvedes Afgrund skal aabne sig under vore Fødder – Furier og Slanger skal sidske om os – Jorden revne – Himmelens Torden slaa os – og Afgrunden opsluge os – o Arnold – Arnold – du Forræder!
2. Den 16de Julij, 1ste Act, 2den Scene. Grev Belfort. Ja, herlig er Dagen. – Naturen har dog noget henrivende imod Kunstens pinende Tryllerier: et skjønt Tæppe af deilige Blomster, hvis Ambra fylder Luften med den behageligste Lugt, – en Diamanthimmel, hvis stjerner tindrer paa den hvide Marks Crystaller, den dalende Sol, som purpurfarver Skyerne paa Horizonten, den sølvklare Bæk, hvori den deilige Lilie speiler sig, den herlige Skov, hvor Luftens sangere dirre i det henrykte øre, de bølgende Ax over den emaillerede Overflade, den vilde Brusen selv fra de styrtende vande over de majestæstiske Fjelde, den yndige, uskyldige Pige i sin Alders Foraar med Sminken af himmelsk Blyfærdighed, – dette – o alt dette fylder sjælen med blide Følelser, skaber rene Glæder i det ved Verdens Kundskab syge Hjerte og stemmer os til ukjendt og elysæisk Fryd. – Saadan Dag – saa blid som den, hvis Fødselsdag det er, er denne herlige Dag, – O! skjøn er denne Dag!
