det med rolighed vilde se på, at Gustav III satte sig i besiddelse af Norge.
Ti dette var öjemedet også med angrebet på Köbenhavn. Gustav III omgikkes neppe med tanken på at grunde et skandinavisk rige; men han så med et rigtigt blik, at den letteste måde, hvorpå han kunde håbe at aftvinge den danske regering Norges afståelse, var, om det vilde lykkes for ham at rette et afgörende slag mod det dansk-norske monarkis hovedstad. Han nærede et glödende had mod den danske nation og anså sig kaldet til som repræsentant for det holstenske hus’s interesser at knuse dettes arvefiende, Danmark. Heri var han ved denne lejlighed bleven endmere bestyrket at Toll, der betragtede Danmarks regering, folk og land med ligeså ugunstige öjne, som sin konge. Grev Fersen, hvis memoirer i almindelighed ikke ere anseede som et historisk kildeskrift af höj rang, har i dette tilfælde seet det rette og med en korrekt opfatning bedömt såvel kongens lidenskabelige og hensynslöse Danskehad, som hans rådgiver Tolls forhold. Han har forstået, hvad der lå under det hele, noget, som ikke var klart for alle, da mange troede, at planerne mod Norge og Danmark ikke vare alvorlig mente, men blot skulde skjule kongens virkelige hensigter, der nærmest troedes et være rettede mod Rusland. At det var Norge, som det også nu gjaldt, kunde dog bl. a. mærkes af den höflighed, hvormed Gustav III behandlede den norske oberst (senere general) grev Schmettow, som netop opholdt sig i Stockholm, medens man der drömte om Norges erobring. Det kan dog, som også grev Fersen har udtalt, være tvivlsomt, om kongen har været så heldig ut vinde grev Schmettow for sine planer, eller om ikke den sidste har været en spion, som på denne måde kom til kundskab om hans hensigter og derefter meddelte dem til sin regering. Efter
