hed; men disse fik dog forelöbig ingen indflydelse paa sagens gang, da man straks begyndte på rustninger. For at forsikre sig om den russiske kejserindes stemning drog kongen selv over til Finland, hvor han havde en sammenkomst med Katharina i Fredrikshamn. Selv erklærede han bagefter, at han havde al mulig grund til at være tilfreds med udfaldet af denne; men desuagtet bliver det påfaldende, at han efter sin hjemkomst straks viste sig tilböjelig til at lytte til de forestillinger, som da fremkom fra general-admiralen om ialfald at opsætte angrebet til den fölgende vår. I det sted tiltrådte han sin rejse til Italien, hvorunder han kunde være så meget nærmere ved skuepladsen for de store politiske begivenheder, som man samtidig troede at kunne imödese i Östen. Men også under hans fravær blev der hjemme i Sverige fortsat med rustninger for at kunne udföre de store planer, nar våren kom.
Forat alt denne gang skulde kunne ga efter beregningen, var det imidlertid aldeles nödvendigt, at der blev et stort politisk röre, hvorunder den almindelige opmærksomhed ikke vilde fæste sig synderlig ved hans foretagender. Men det viste sig snart, at han her havde gjort for store forhåbninger, og hvor truende end de orientalske forviklinger for et öjeblik havde seet ud, trak dog uvejret over. De forudsætninger, hvorunder man fra svensk side havde tænkt sig planen udfört, sloge således ikke til, og det hele blev på grund af de politiske forhold atter indstillet[1]. Idet Rusland ikke længere var sysselsat med sine erobrings- og udvidelses-planer i det sydlige Europa, var det ikke rimeligt, at
- ↑ Gustavianska papperen, III, 1, 15 flg. Hellstenius, anf. st., 19 flg. Fältmarskalken Grefve Johan Christopher Toll, I, 27 og 237 flg.
