af 1780. Men Gustav IIIs fölelser vare dog ikke nu mere forandrede, end at han kort efter atter omgikkes med tanken på at angribe såvel Danmark som Norge, da han i 1783 antog, at tiden var bleven mere gunstig for udförelsen af en plan af denne art. Idet kejserinden af Rusland selv uden videre bemægtigede sig dele af Tyrkiet, troede han, at et lignende skridt fra hans side ikke vilde vække alvorlige indsigelser fra den kant, og fra Englands side antog han ikke at behöve at frygte noget, da denne stat var svækket efter den langvarige krig med sine amerikanske kolonier. Det orientalske spörgsmål truede med at give stödet til betydelige og sandsynligvis langvarige forviklinger i det sydlige Europa, og under disse håbede han at kunne udföre sine egne planer uden at forstyrres ved nogen indskriden fra fremmede magter til fordel for den stat, som han havde udseet til sit bytte. Gustav IIIs planer ved denne lejlighed ere ingen hemmelighed, endskönt han, som han selv ytrer i et af sine breve fra den tid, ikke en gang vovede at betro dem til papiret i deres fulde omfang. Hensigten var at lade en fregat löbe ud fra Karlskrona og i Öresund komme i kollision med de derliggende danske vagtskibe, hvorpå en eskadre, der imidlertid var holdt i beredskab i dette öjemed, snarest mulig skulde löbe ud for at blokere Köbenhavn, medens 17,000 mand fra Skåne bleve kastede over på Sjæland og 12,000 i tre afdelinger under anförsel af kongens brödre, prinserne Karl og Fredrik, gik over den norske grænse fra Venersborg, Vermeland og Jæmteland.
Det blev dog også denne gang kun ved tanken, og de vidtsvævende planer bleve atter indstillede. General-admiral af Trolle, som ved alle spörgsmål om flådens anvendelse havde en vigtig stemme, var i begyndelsen ikke uden betænkeligheder med hensyn til flådens öjeblikkelige brugbar-
