grev Fersens mening kunde tidspunktet betragtes som heldigt for et foretagende mod Norge, hvis man alene tog hensyn til Danmarks indre tilstand; men uheldigvis var, efter hvad han antog, Sveriges egen stilling ikke synderlig bedre, ligesom forholdet til de udenlandske magter i hans öjne var lidet tilfredsstillende allerede på sagens förste stadium[1].
Grev Fersen har öjensynlig været særdeles vel underrettet om kongens planer, og det må derfor være en aldeles rigtig slutning, når en af de i planen mest indviede, statssekretæren von Carlsson, der havde opdaget, at hemmeligheden var röbet, troede at kunne forfölge sporet til hans hus[2]. Så meget mere påfaldende er det imidlertid, at man i Köbenhavn i det længste svævede i uvidenhed om de tanker, hvormed man omgikkes i Gustav IIIs nærmeste kredse. Den dansk-norske chargé d’affaires i Stockholm havde ikke en gang nogen anelse om, at der i denne by under kongens fravær i udlandet var nedsat en hemmelig „beredning för försvarsverket“, og först da der kom indtrængende forestillinger fra den engelske regering, vågnede man i Köbenhavn til bevidstheden om den fare, hvori man svævede ved Gustav IIIs gridskhed efter at udvide Sveriges landområde mod Vest. Selv da skal man ved det danske hof i begyndelsen have taget sagen forholdsvis rolig, indtil det Guldbergske ministerium blev styrtet og kronprins Fredrik overtog den faktiske styrelse af Danmark og Norge. Det kunde således blevet meget uvist, hvad udfaldet vilde været, såfremt den svenske flåde i god tid kunde være sat i kampdygtig stand
