Toll selv har omtalt den for ham udfærdigede instruktion, ikke udtalt i denne, idet den tværtimod efter sin form alene berörte de norske rustninger. Således opfattede også Toll selv sin sendelse og gjorde, hvad han kunde, for at indhente de mest nöjagtige oplysninger om forholdene i Norge. Da disse kun gik ud på, at man i Norge vilde forholde sig rolig, gjorde han derhos også, hvad der stod i hans magt for hos kongen at dæmpe indtrykket af de forskellige overdrevne rapporter, der vare indlöbne fra agenter, som i sin iver for at tjene kongen og komme hans önsker imöde kun havde villet se, hvad han önskede at se. Om alt dette har Toll udtalt sig temmelig udförlig i et længere brev til kancellipræsidenten, der er dateret Strömstad 22 November 1772.
Han begyndte dette med at beklage sig over en kaptejn D’Orchimont, der ved sin færd i Norge havde vist sig aldeles ubrugelig til at anvendes i sendelser af politisk natur. Efter hvad Toll antog, var denne „af den tankan intagen, att Kongl. Majest. just nu skulle finna lempligit profitera af konjunkturen, om något synnerligit missnöje vore blandt Norrmännen öfver deras ägande regering och svaga styrka.“ Dette havde bragt. Toll til nærmere at undersöge forholdene og sammenligne dem med de fra D’Orchimont indlöbne beretninger, hvorved han havde fundet, at denne havde gjort sig skyldig i meget betydelige overdrivelser og „icke i ordning med sina berättelser följt sakerna“. Efter sine egne undersögelser var derimod Toll kommen til det resultat, at den rette sammenhæng med det, som foregik i Norge, var fölgende:
Såsnart man i Norge havde fået underretning om den i Sverige foregåede revolution, var der straks udgået befaling til, at der ikke ved noget grænsested måtte modtages nogen desertör fra Sverige under nogetsomhelst påskud,
