svar[1]. Navnlig er det ganske mærkeligt at se, at han vilde have, at alle regimenternes bevægelser skulde foregå i al hemmelighed. Selve udflugten til Eda synes også at have været mere demonstrativ, end man vilde være ved i det forsvarsskrift, der udgik under kongens auspicier, og hvoraf der i det foregående er leveret et uddrag Han havde for sit eget vedkommende ikke truffet endelige foranstaltninger til at göre nogen invasion i Norge, og begyndte egentlig först at ruste sig, da der i Norge blev truffet sådanne forholdsregler, at han ikke kunde tro sig aldeles sikker fra denne kant. I virkeligheden havde han, da han indledede sine förste forbindelser i Norge, næret den tro, at han skulde kunne sætte sit foretagende igennem alene ved at rette et opråb til det norske folk eller ved udbrudet af en revolution i Norge, der skulde lede til, at de misfornöjede skulde indkalde den svenske konge. Det påstodes endog, at han under sin omtalte rejse langs den norske kyst netop havde sine tanker stærkt henvendte på en sådan mulighed og var forberedt på at modtage den ventede kaldelse. Det rygte, som fortalte dette, kan, selv om det ikke var grundet på andet end formodninger, alligevel have truffet det rette.
Samtidig med at kongen selv berejste de svenske grænselandskaber, opholdt også hans fortrolige, baron Toll, sig i disse, ligeledes for fra nærmeste hold at have öje med den måde, hvorpå begivenhederne udviklede sig i Norge. Hensigten dermed kan have været en dobbelt, dels at iagttage de norske rustninger, dels at have en mand ved hånden, som i påkommende tilfælde kunde være til nytte, hvis der indtraf en omvæltning i Norge og man derfra påkaldte svensk bistand. Dog var det sidste, efter den måde, hvorpå
- ↑ Gustavianska papperen, I, 234 flg.
