tik i 1772 får derved en stærk lighed med den, som Karl Johan fulgte i 1812, da han også fra först af tænkte sig, at erhvervelsen af Norge skulde blive det pant, der sikrede det nye dynasti det svenske folks kærlighed og gav det indfödsret på Skandinaviens jordbund.
Revolutionen kom imidlertid til udbrud, uden at det havde været nödvendigt at forsöge på at bringe et sådant middel i anvendelse; men alligevel havde Gustav III under sine forberedelser gået så langt, at han ikke heller önskede at lade dette foretagende aldeles fare, men fremdeles fortsatte med sine forsög på at påvirke stemningen i Norge. Efterat imidlertid opmærksomheden var bleven henledet herpå, og man i Norge havde begyndt sine rustninger, var dette blevet så meget vanskeligere, og det var derfor ganske naturligt, at han nu optrådte med mere forsigtighed og indrettede sig på en måde, der i påkommende tilfælde kunde tillade ham at kaste al skyld over på den dansk-norske regering og fremstille ham selv som den aldeles brödefrie. Dette foranledigede ham til at lade udgå det förste af de her gengivne aktstykker og i det andet söge et bevis for, at han var et offer for uværdige beskyldninger fra den dansk-norske regerings side.
Planen var nokså behændig udtænkt. Det er dog et spörgsmål, om den blev ligeså behændig udfört, og om det virkelig lykkedes Gustav III at skaffe sig tiltro for, at han var den uskyldige mand, som han udgav sig for. Hans rejse til grænsedistrikterne var ialfald ikke så fri for aggressive bihensigter, som den nu skulde udgives for, idet de rustninger, der samtidig foretoges såvel af den store flåde og skærgårdsflåden, som af hæren, vidnede om, at han selv var forberedt på noget af hvert, og det neppe alene til for-
