til at påbegynde og duelig nok til at gjennemdrive en revolution, og som ved at forjage de Danske kunde gjenoprette Norges gamle frihed“. I et sådant foretagende så han da en kraftig hjælp til at rive Sverige ud af den indre splittelse, i hvilken det da befandt sig; men han tænkte sig först en revolution i Norge, som måtte være udbrudt, forinden den svenske konge ilede til det undertrykte folks bistand. For sit.eget vedkommende ventede han sig ialfald en sikker fölge af en sådan optræden, at nemlig det svenske folk, når det så hans dristige foretagende, vilde lade sig henrive af begeistring for sin konge og „for ham fatte den estime, som modet altid vækker hos denne nation“. Denne agtelse skulde da, „forenet med den respekt for sin konge, som hos dem er en religiös fölelse, og forbunden med hans for dem så dyrebare egenskab at være födt imellem dem, give ham en tillid og en anseelse, som skulde lede til de lykkeligste fölger, hvilken udgang end hans foretagende vilde få.“
Kongens tanker med at ville fremkalde en revolutionær bevægelse i Norge ere efter disse sidste udtalelser temmelig lette at forstå. Det var egentlig, medens han var sysselsat med planen for sin revolution, at han som en stötte for denne tillige havde fattet den idé at skaffe sig den norske krone. Ved at bringe det svenske folk den anseelige tilvækst i magt, som besiddelsen af den hele skandinaviske halvö vilde medföre, håbede han at erhverve sig den almindelige popularitet, som han anså nödvendig for at udföre sit store foretagende, og tillige sikre sig et middel til at dæmpe den misfornöjelse, som en heldig udgang af dette måtte fremkalde på mange hold. Erhvervelsen af Norge blev på denne måde den bedrift, som skulde forsone de indre modsætninger og skabe almindelig kærlighed til den nye statsorden. Gustav IIIs poli-
