spörgsmål til ham. Han leverede mig ligeledes en afskrift af et alfabet, hvoraf jeg skulde betjene mig, når jeg havde noget interessant at meddele ham. Endelig modtog jeg af ham hans adresse og et aftryk af hans segl, hvilke jeg i tilfælde af nogen ulykke havde at fremvise for den svenske toldvagt, som da skulde ledsage mig til ham.
I min sjæls inderste skulde jeg blot kunne smile over en mand, som er så tåbelig, at han tror mig istand til at ville bryde min troskabsed og på en så skændig måde styrte mig med min hele familie i den værste af alle ulykker“.
Sammenhængen med dette ejendommelige aktstykke, som i den her benyttede afskrift savner enhver underskrift ligesom overhovedet enhver oplysning om forfatterens navn og stilling, med undtagelse af, at han har været officer og formodentlig norskfödt, er nu ikke let at oplyse, skönt det synes rimeligt, at det er ægte. Det deri meddelte referat om den svenske udsendings forsög på at vinde en Normand for sin konges annexionsplaner er vistnok også ganske pålideligt tiltrods for de forsikringer i den modsatte retning, som Gustav III anså det nödvendigt at give. Der foreligger nemlig også andre ganske utvetydige vidnesbyrd om de tanker, hvormed han havde omgåets, samtidig med at han udförte sin revolution, i de såkaldte „reflexions sur la Suéde et la Norvége au mois d’Aout 1772“, der ere trykte i det af Gejer udgivne uddrag af hans papirer. Det fremgår af disse, at han i sin forestilling om, at Normændene vare trætte af det danske åg og nærede et had mod broderfolket, der var så meget stærkere, som det længe havde været tilbagetrængt, troede, at der kun behövedes „en mand, som var djærv nok
kollegium, under 4 Septbr. 1772 udnævnt til general-löjtnant ved infanteriet.
