vilde der ikke stå andet tilbage for os end at drukne Tyskerne. Sög derfor at danne et parti, såvel imellem Deres kammerater, som imellem dem, der ere Deres undergivne. Anvend hvad De kan af de bedste overtalelsesmidler og forklar for bönderne, at de skulle slippe for ethvert skattepålæg. Det er en bevist kendsgerning, at alt, hvad der findes hos Eder af köbmænd, er yderst misfornöjet med den nuværende regering og önsker at kunne forandre den. Indbyggerne ved grænsen ere aldeles hengivne for vore interesser og lette at overtale. De, som bebo Eders land længere mod Nord, anse sig ikke for lykkeligere end kongen af Danmarks övrige undersåtter. Dersom nogen hos os tillader sig at behandle bönderne på den måde, som man ustraffet gör det i Eders land, vil han udsætte sig for at blive hængt. Giv mig underretning om alt, som foregår hos Eder. Deres udlæg skulle rigelig blive erstattede, og Deres anstrengelser skulle blive belönnede. Jeg vil inden ugens udgang få anledning til at tale med kongen, min nådige herre“.
Sådant var det sprog, som denne Svenske tillod sig at före til mig, og jeg på min side bestræbte mig for så meget som muligt at göre gode miner til ham.
Vi skiltes, idet vi gensidig forsikrede hinanden om vort oprigtige venskab, uden hvilket det måske havde været mig umuligt at få alt at vide af ham.
Han kendte bedre end jeg vor hærs nuværende forfatning. Han kunde nævne cheferne for alle regimenter, hvad enten de vare Danske, Normænd eller Tyskere. Han sagde endelig, at han havde gjort sin opvartning for hans exc. general-löjtnant Schnell,[1] som havde henvendt en række
- ↑ Chefen for det nordenfjeldske gevorbne regiment, Klaus Jörgen von Schnell, deputeret i det norske generalitets- og kommissariats-
