med man nu her er beskæftiget, hvad fölgerne deraf ville blive o. s. v. Jeg skal selv lade hente de oplysninger, som De vil give mig, ved en bonde fra omegnen af Vinger. Se nu! Norge og Sverige ere ligesom forenede ved naturen; vi ere brödre; vi have en Gud og en religion: vi bör da også kun have en konge. Danmark udgör et land, der er aldeles adskilt: det söger kun at træde Norge under födder. Det er retfærdigt, at Eders sölvminer kunne anvendes til sit gamle og rette brug. Eders konge er slöv, han kan ikke göre noget derved og lader sig lede af andre. Vor derimod söger oprigtig sine undersåtters vel, og hans eneste glæde er at kunne opnå dette for dem. Lader Eder da styre af en svensk konge og ikke af en konge af Danmark! Da kan enhver være herre, og enhver bonde kan gifte sig efter behag. For exempel, hvor stor er ikke fordelen ved vort militærvæsen fremfor Eders? Vore officerer have i stedet for simple lönninger gårde, som skaffe dem en anseelig indtægt, og have for övrigt intet at bestille med kongen. Lad os antage, at vor konge i denne vinter rykkede frem med en hær mod Frederikshald, lod en anden gå imod Magnor og en tredie mod det nordenfjeldske, og det aldeles uformodet, – tror De da ikke, at hele landet vilde foretrække at overgive sig på nåde og unåde fremfor at löbe den risiko, som vil være forbunden med en krig på en tid, da man er forberedt på en hungersnöd? Og især, når Eders egne tropper, som ikke ere andet end horder af bönder, frivillig overgav sig til os, hvilket ufejlbarlig vilde ske, dersom en eller flere officerer ved hvert regiment, fornemlig af dem, som ere indkvarterede langs med grænsen, alene vilde fremstille sig for vor konge; militsen vilde da ligeså snart overgive sig selv, og når så de Danske havde fulgt deres exempel,
