høiede moralske Fuldkommenhed. Paa romerske Gravskrifter staar lanifica Side om Side med pia, og de gamle Persere ansaa den Ting at være en god Agerdyrker som en moralsk Egenskab. Krigerdygtigheden, der satte sin Besidder istand til at forøge sit og Sines velvære paa de retløse Fremmedes Bekostning, blev betragtet som en af de høieste moralske Egenskaber, og Bemægtigelsen med Vaaben i Haand var en fuldkommen retmæssig Adkomst; thi Erhvervelsen fandt Sted under fuldkommen Billigelse fra de nationale Guders Side.
Som den italiske Eiendomsrets øverste Retskilde fremtræder Erobringens Ret tydelig nok ikke blot i Gaius’s Sats: hæc maxime sua esse credebant, qvæ ex hostibus cepissent (som sin Eiendom i fortrinlig Betydning ansaa man det, som man havde taget fra Fienden), men ogsaa i den oprindelige Terminologi for Eiendomsrettens Begreber f. Ex. mancipium, mancipatio, manceps, vindex, vindicatio, og i den Omstændighed, at Nationalvaabenet Landsen var symbolet for den strikteste Eiendomsret (Lange, Röm. Alterth. I. 64–65). En lignende Opfattelse ligger maaske ogsaa til Grund for et Par longobardiske Retsudtryk. I en longobardisk Lov heder det: Si judicaverit se vivo res suas proprias, id est andegawere et arigawere secundum legem Longobardorum, habeat, cui donaverit; ande og ari forstaaes om Haand og Hær, og gawere kan være det gammelhøitydske gaweri, investitura, rechtskräftige Uebergabe (Förstemann, Gesch. des deutsch. Sprachstammes II. 215). I de longobardiske Love forekommer ogsaa Udtrykket gairethinx, hvis første Del er gaire = oldn. geir Spyd. Det forekommer blandt Andet i Forbindelserne: Legitimam facere ancillam per gairethinx og Si qvid per gairethinx, id est donationem, conqvesierit (ib. 221).
Det er derfor fuldkommen forstaaeligt, at det gamle
