og lader den forfriskende Regn strømme ned (Kuhn, Herabkunft des Feuers 56 ffg.).
Denne Kamp i Gudestaten fremtræder lidt efter lidt i en stedse klarere Form. Hos et af de indoeuropæiske Folk, Zendfolket, udviklede der sig en bestemt dualistisk Tro, hvorefter Verden opfattedes som Stedet for en stadig Krig mellem de gode og de onde Magter, og den samme Tendents ledede hos den norrøne Gren af den germanske Stamme til en opfattelse af Livet som en Kamp mellem Æser og Jøtner, en Kamp, som skulde ende med Gudestatens og Jordens Undergang. Andre indoeuropæiske Folk, der ikke udviklede sine Anskuelser i dualistisk Retning, Hellener og Romere, have dog i sine Mythologier nok af kjæmpende Guder og Heroer, som have nedlagt Uhyrer, f. Ex. den græske Herakles.
De bello Gallico VI. 23 fortæller Cæsar om Germanerne: „Der er ingen skam ved det Røveri, som foregaar udenfor enhver Stats Grændser, og man siger, at disse Røverier finde Sted for at opøve Ungdommen og hindre Lediggang. Og naar en eller anden Høvding tilthinge meddeler, at han vil være Anfører for dem, som melde sig for at følge ham, reise de sig, som billige Foretagendet og Anføreren, og love ham sin Hjælp. Mængden applauderer dem. De, som blive igjen, regnes for Forrædere og feige og miste sit gode Navn.“
Ingen Betragtningsmaade kunde være naturligere og i bedre Konsekvents med Datidens hele aandelige Habitus. Eftersom man kommer tilbage til de gamle Tider, støder man paa en Betragtning af Moralen, som mindre end den i vore Tider herskende har dens ideale Karakter for Øie. Blot nyttige Færdigheder sattes jevnsides med moralske Egenskaber, idet Datidens bornerede Anskuelse gik ud fra, at hvad der bidrog til Ens eget, Familiens eller Statens Velvære var noget ligesaa godt og rigtigt som den mest op-
