hob), saa var han beskyttet mod Lemlæstelse, idet Carnen som Grav ikke kunde røres (O’Curry, Mann. and Cust. I. 338). I den gamle Gulathingslov (cap. 178) findes et Forbud mod Valrov ɔ: mod at røve den faldne Mand, og i Hellas var det ikke Ret at negte sin Fiende Begravelse (cfr. Schöem., Gr. Alterth. II. 12). Det tør i det Hele have været en almindelig Regel at skaane Fiendens Helligdomme; men denne Skaansel kan jo have havt sin Grund i, at man ikke vilde lægge sig mere end nødvendigt ud med Guder, paa hvis Existence man ikke tvivlede.
Paa den anden Side havde Seierherren Ret til at disponere over sine Fiender og alt deres Gods, Personer som Ting; han kunde dræbe sine Fanger eller gjøre dem til Trælle. Og Erobringen fremstillede sig ogsaa for den menneskelige Retsfølelse som en ganske anderledes god Adkomst end i vore Dage.
Den antike Forestilling, hvorefter enhver Gjenstand havde sin Sjæl, og ethvert Naturfænomen, som vakte vore Forfædres Opmærksomhed, sin Grund i en Villiesakt hos den synlige Gjenstand selv eller hos en usynlig Aand, medførte blandt andre Forestillinger ogsaa den, at hvad der foregik i Naturen, var Resultatet af en stadig Kamp mellem forskjellige guddommelige Magter, som dels vare venligt dels fiendtligt sindede mod Menneskene, og eftersom Guderne i Tidens Løb anthropomorfiseredes, antog denne Kamp Karakteren af en Kamp med Sværd og Landes eller andre Vaaben, som lignede de menneskelige.
Et af de ældste Exempler paa denne guddommelige Kamp er den i Vedaerne omtalte Kamp mellem Indra og den fiendtlige Dæmon Ahi, Slangen, som har bragt Solen i sin Vold og ved dens Hjælp udbreder en fortærende varme over Jorden. Indra erobrer Solen, skjuler den bag Skyerne
