Stater oprettede eller sluttede sig sammen om en fælles Gudsdyrkelse og altsaa dannede et Amfiktyoni; thi den fælles Guddoms Befalinger respekteredes i alle de vedkommende Stater; lod ikke dette sig gjøre, saa var allerede meget vundet ved, at Farmændene faktisk samledes og kjøbsloge paa et anseet Tempels Grund; thi i saa Tilfælde gjaldt der ialfald Ret paa Markedspladsen. Paa en eller anden Maade fik man ialfald et tilstrækkeligt Grundlag for Uddannelsen af en jus gentium, en Bjarkøret.
Men den gamle internationale Rets væsentligste Indhold var dog de krigsretlige Bestemmelser; thi Krigen var dog saa at sige det regulære Forhold mellem Folkenes. Men ogsaa Krigsforholdet var et Retsforhold; thi Krigen var en religiøs Institution, og Krigens Ret saa vel som al anden Ret hellig Ret. Dette viste sig, hvor man – som hos Romerne – havde uddannet et Begreb om justum bellum; ikke enhver Krig var retlig, for at være dette maatte den f. Ex. erklæres efter visse Regler, hvortil blandt Andet hørte, at den dertil Kompetente slyngede den blodige Landse ind over Fiendens Land[1]. Ogsaa i Hellas ansaa man sig forpligtet til at sende en formelig Krigserklæring (Schöem., Gr. Alterth. II. 8). Gammel Rets Natur medførte i det Hele, at der maatte Formler og Ceremonier til for at forvandle en Fremmed til en Fiende.
Og selve Krigsforholdet medførte Rettigheder og Forpligtelser. I Irland bleve de faldne Fienders Hoveder afskaarne for at tjene som Trofæer; men hvis det kunde lykkes den Faldnes Venner at bedække hans Lig med en Carn (ɔ: Sten-
- ↑ En Slyngen af Landsen over den fiendtlige Hær eller det fiendtlige Land brugtes ogsaa af Germanerne. Simroch, Deutsche Myth. 176. I Hellas brugte man en brændende Fakkel. Preller, Gr. Myth. I. 258.
