dem) ikke tilhøre andre end Statens Medlemmer, fulgte ligefrem deraf, at der ved Indtrædelsen i et konnubielt eller kommercielt Forhold fra først af fordredes visse Ceremonier af en religiøs Karakter (conferreatio, sponsio ad aram maximam), som kun Kirkens ɔ: in casu Statens Medlemmer havde Ret til at foretage. Men ved Siden af jus civile existerede der en international Ret (f. Ex. den romerske jus fetiale). Der var Guddomme, som beskyttede Forholdet til de Fremmede. Den græske Themis havde blandt Andet den for Gjæsteforholdet gjeldende Ret under sin Opsigt (Preller, Gr. Myth. I. 373) og Zeus var som Xenios en Beskytter af de Fremmede. Den germanske Gjestfrihed er bekjendt og var omgjerdet med Straffebestemmelser i Lovene. (Grimm Deutche Rechtsalth. 399). Denne Fremmede har paa gammelt Europæisk været benævnt ghasti, hvilket Ords Betydning har været en saadan, at deraf er blevet paa den ene Side lat. hostis, som betyder en Fiende, og germ. gastis, som betyder en Gjæst; at den germanske Betydning har lagt den oprindelige nærmere end den romerske har lagt den, erfares af det latinske hospes en Gjæsteven (pes er ig. pati en Herre, hvoraf gr. ποσις en Ægtefælle, lat. potestas o. s. v.) og af Paul. 76: hostis apud antiqvos peregrinus dicebatur, et qvi nunc hostis, perduellis. Men den Fremmedes Ret var dog stærkt begrændset; ingen kunde f. Ex. optræde som Klager i en fremmed Stat (en saadan Optræden medførte nemlig Nødvendigheden af at foretage religiøse Ceremonier), og for at opnaa Beskyttelse ved Domstolene, maatte man derfor ty til en Gjæsteven, der i saa Tilfælde optraadte som en Patron for sin Klient. Overhovedet har den Fremmedes Stilling været meget usikker, og dette har tidlig ledet til Forsøg paa at opnaa en forbedret Tingenes Tilstand. Saadant kunde opnaaes derved, at flere
