Rettigheder og Pligter. I Rom skulde den pløiende Oxe til sine Tider hvile og bekrandses, og ved den keltiske Dianas Fest bleve Hundene bekrandsede og havde Ret til at deltage i Festmaaltidet. (Bacmeister Keltische Briefe 89); paa sine Steder (f. Ex. i Indien) er Oxen bleven hellig. Saaledes ogsaa med Pligtsiden. Ting, som tilfældigvis havde voldt et Menneskes Død, bleve i Attika bragte over Grændsen. Det samme var Tilfældet med det Redskab, hvormed et Mord var forøvet, naar Morderen ikke var forhaanden, og Dyr, som havde dræbt et Menneske, bleve dømte til Døden (Schöm. Gr. Alterth. I. 487). En lignende Ret gjaldt længe i England, hvor de saakaldte Deodanda ɔ: Ting, som havde foraarsaget et Menneskea Død, maatte skjænkes til gudelig Brug.
„Polytheismens Guder ere lokale. Selv om de udgaa fra den samme Betragtningsmaade, selv om det i Virkeligheden er den samme Gud, som dyrkes paa flere Steder, saa er han dog allerede af den Grund, at Dyrkelsen foregaar paa flere Steder, bleven spaltet i flere. At ethvert Folk havde sine særegne Templer, vil sige det samme som, at det havde sine egne nationale Guder. Ethvert Folk var tillige en Kirke.“ Men vare Guderne nationale, saa var ogsaa Lov og Ret national. Heraf fulgte, at den i en Stat gjeldende Ret hverken bandt eller beskyttede Medlemmerne af fremmede Stater; de vare altsaa retløse.
Imidlertid tiltrænger dog denne Sætning en nærmere. Begrændsning. Den er sand, forsaavidt som ganske vist en Fremmed ikke nød nogen af de Rettigheder, som tilkom en Mand som Medlem af den enkelte Stat, og til disse Rettigheder hørte ikke alene de egentlige politiske Rettigheder, men ogsaa hvad der paa Latin kaldtes connubium og commercium; at disse private Rettigheder (som vi vilde kalde
