Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, første Bind (1877).djvu/338

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
334
J. C. KROGH.

kjender den romerske Retstradition Intet til Ordalier i Rettergang, og det er altsaa rimeligt, at de maa være forsvundne allerede i tidlig Tid. Det maa imidlertid bemærkes, for det Første, at vor Kundskab om Bevismidlerne i den ældste romerske Kriminalprocedure nok er aldeles ingen (Zumpft Röm. Kr. R. I. 1. 362) eg dernæst, at Folkeforsamlingens indgriben gjennem Provokationsinstitutet vistnok har forandret denne Procedure fra Grunden af.

Da enhver Ting efter gammel Opfattelse og gammel Religion havde sin Sjæl, Træet og Dyret saavel som Mennesket (Historisk Tidsskr. IV. 11), saa er det klart, at man heller ikke kunde anerkjende Distinktionen mellem Personer og Ting, saaledes som senere Tider har opfattet den. Dyr og Ting vare Retssubjekter ligesom Menneskene, havde sine

    indtage det rette Standpunkt; Fest 260: Sinistræ avis, sinistrumqve est sinistinum aurpicium i. qvod sinat fieri. Varro I. V. epist. qvæst. ait: Auspiciorum sede cum in meridiem spectas, ad sinistra sunt partes mundi exorientes, ad dexteram occidentes; factum arbitror, ut sinistra meliora auspicia, qvam dextera esse existimantur. Idem fere sentiunt Sinnius Capito et Cincius. Fest. 268: Sinistrum in auspicando significare ait Atinius Capito lætum et prosperum auspicium. De gamle Galler vendte sig, naar de udøvede religiøse Ceremonier, fra Øst til Vest med Solen – modsat Romerne, efter hvad Plinius udtrykkelig bemærker – og endnu ansees det over hele den gæliske Verden for at betyde Lykke, naar man gaar med Solen (Dr. Petrie: History and Antiqvites of Tara Hill i Transactions of the Royal Irish Soc. XVIII. 221–223, O’Donovans Udgave af the Book of rights 2–3). Paa Britisk betyder Høire tillige Syd, og Zeus udleder den gæliske Gudinde Dexsivas Navn af det keltiske Ord for Høire (Zeus Gramm. Celt. 58). Den svenske Konge maatte ride sin Eriksgata retsölis ɔ: imod Solen, mod Syd fra Upland til Södermanland over Østergötland, Smaaland, Vestergötland, Nerike og Vestmanland tilbage til Upland (Grimm. Deutsche Rechtsalt. 238). Alt dette hænger vistnok sammen med den fra gammel Tid udbredte Betragtning af Vesten – Solnedgangens Himmelegn – som Dødens Land og af Østen som den Kant, hvorfra Livet havde sin Oprindelse (Tylor Die Anfänge der Cultur II. 47 ffg. og 423 ffg.).