norrøne Aristokrati kunde anse Vikingefærden for en retmæssig Maade at avle sig Gods paa. Der var ikke Spor af slet samvittighed hos Vikingen. Odin og hans Einherjer var det himmelske Forbillede for Høvdingen og hans Hird, og ligesom Einherjerne øvede sin Kampfærdighed i Valhall, saaledes førte ogsaa den jarlebaarne Mand og hans Følge et Krigerliv paa Jorden for ligesom han at deltage i den store Ragnarokstrid. Der laa Religion paa Bunden af Vikingelivet, en Religion, som endnu hos Vikingens Efterkommer Normannen var stærk nok til i Korstogstiden at gjøre selve Kristendommen til en Krigsreligion.
Den krigerske Tendents gav Anledning til Udviklingen af Krigsguder. Allerede Grimm har sammenstillet Grækernes Krigsgud Ares, hvis Navn betyder Kamp, med den germanske Krigsgud Ear, Er. Ligeledes har man sammenstillet den hos Nordmændene og de Danske forekommende Krigsgud Høðr, hvis Navn ogsaa betyder Krig, og det med samme Betydning navnlig i galliske Navne forekommende catu med den thrakiske Krigsgudinde Kotys (G. Storm, den komparat. Methodes Betydning for Studiet af den nordiske Mythologi). Hos Germanerne er endog den gamle indogermanske Himmelgud bleven til en slet og ret Krigsgud (Tyr), ligesom Guderne overhovedet hos dem, ialfald hos den norröne Afdeling, blev til Krigsguder (sigtívar, valtívar).
Ogsaa Jorden var en gammel Gjenstand for Erobring, og de gamle Indogermaners krigerske Tendentser have en ikke ringe Del i Racens Udbredelse over de vidtstrakte Landstrækninger, som den indtager. Den italiske ver sacrum, der har befolket en stor Del af Mellem- og Syditalien med sabellisk-samnitiske Stammer, drog ud under Mars’s Ledelse. Den store Udbredelse, som Sveverne havde paa Tacitus’s Tid, („de indtage den største Del af Germanien“, Germ. cap. 38)
