der, kunde man ikke undgaa at antage, at man ved at iagttage Gudernes Holdning i en Sag eller ved at benytte sig af de Midler til at komme til Kundskab om Hemmeiigheder eller til at erhverve en høiere Visdom, som Religionen tilbød, vilde kunne erfare, hvem af de 2 stridende Parter der havde Ret, eller overhovedet hvordan et faktisk Forhold, hvortil der var knyttet retlige Følger, hang sammen; Guderne maatte forudsættes at være ligesaa villige til at give Oplysning herom som om hvad Fremtiden bar i sit Skjød. Tildels kunde de samme Midler benyttes, hvad enten det var Fortid eller Fremtid, som skulde udforskes. Ifølge Tacitus (Germ. c. 10) var Lodkastning et af de Midler, hvorved Germanerne erhvervede Kundskab om Fremtiden; men den samme Fremgangsmaade var den, som efter irsk Ret skulde befølges i kriminelle (ialfald tildels ogsaa i civile) Sager. Det saakaldte Crannchur-Ordal bestod nemlig i, at den Anklagede af en Urne, hvori man havde lagt 3 Lodder, et rødt, et hvidt og et sort, maatte trække, indtil han fik enten et sort eller et hvidt; i det første Tilfælde var han skyldig, i det andet uskyldig (O’Curry Manners and Cust. I. 279). Den indre Sammenhæng mellem Ordaliet og Spaadommen er overhovedet saa stor, at de 2 Ting i det Hele taget skulde synes at maatte staa og falde med hinanden. Dette har ogsaa været Tilfældet med de fleste europæiske Folk. Hos Germanerne spillede Ordaliet en meget fremtrædende Rolle, ligesom de ogsaa havde forskjellige Maader at komme til Kundskab om Fremtiden paa. Hos Gallerne var man ivrig beskjæftiget med at udforske Fremtiden; Diodor, Strabo og Tacitus fortælle, at de offrede Mennesker for af deres Dødskamp at hente Spaadomme. De forudsagde ogsaa ved Hjælp af Fuglenes Flugt, og Tranen ned guddommelig Hæder. En anden gallisk Spaadomsart, som ogsaa
