mentum). Først beedigede Klageren, at han havde Ret, hvorpaa Turen kom til indstævnte. Aflagde ogsaa han Ed paa at have Ret, saa afsagdes Dom i Sagen, og den, der tabte, ansaaes for at have svoret en falsk Ed, som maatte udsones (Danz Ztschr. für Rechtsgeschichte VI. 388, Huschke l. c. 382). Ogsaa i Hellas forekommer Eden saavel i som udenfor Retten; i Athen maatte ved processens Begyndelse saavel Klageren beedige sin Klage som Indstevnte sin Indsigelse (Schöem. Gr. Alterth. II. 264) i gammelgermansk Ret forekommer den samme Procesregel (Huschke, l. c. 383 Anm. 85). Eden kunde forøvrigt ogsaa anvendes for at give Love bindende Kraft; Festus. p. 251 heder det: Sacrosanctum dicitur, qvod jurejurando interposito est institutum, si qvis id violasset, ut morte poenas penderet. Cujus generis sunt tribuni plebis.
Men der var ogsaa andre Maader, hvorpaa en Rettighed kunde bringes ind under den guddommelige Rets Beskyttelse; exempelvis fortjener at nævnes et ganske kuriøst Retsmiddel. Naar man hos de gamle Irer havde noget at fordre hos en mægtig Mand, satte man sig udenfor hans Dør og fastede. Meningen med denne Fremgangsmaade var, at kaste Ansvaret for at man fastede sig tildøde, ifald dette skede, over paa den uefterrettelige Debitor. Om dette Retsmiddel heder det i den gamle irske Lovbog Senchus mor: Den, som ikke stiller fastende Mand Sikkerhed, bryder enhver Retsorden; den, som foragter al Orden, skal hverken blive betalt af Gud eller Menneske. I Indien, hvor dette Retsmiddel ogsaa var brugeligt, leiede man gjerne en Bramin til at faste for sig, og i denne Form var det meget effektivt, idet ingen vilde have en Bramins Død paa sin samvittighed (Maine Lectures on Early History of Institutions, navnlig p. 39–40).
Naar man gik ud fra, at enhver i den guddommelige Ret begrundet Rettighed beskyttedes af de straffende Gu-
