forsamlet sig og fattet Beslutninger; men hvad det gjelder at forklare er, hvorledes disse Beslutninger kunde erholde bindende Kraft i en Tid, da al Ret udlededes fra Guderne. Ogsaa i Grækenland blev Forbandelser udtalte i Lovene, som derved stilledes under Gudernes Beskyttelse (Schöem. Gr. Alterth. II. 255), og den omhandlede Praxis er saaledes ikke udelukkende romersk. Naar efter germansk Ret Forbandelsen traf enhver Fredsbryder, saa at han blev vargr i véum (Simroch Deutsche Myth. 528) og Besværgelser forøvrigt hørte til den daglige praxis (f. Ex. ved Reisning af Nidstang), saa kan det vel heller ikke hos de germanske Folk have været vanskeligt at faa nye Bestemmelser stillede under Gudernes Beskyttelse. De romerske sacratæ leges indeholde ogsaa Spiren til en virkelig dømmende Myndighed, forsaavidt som de undertiden fastsatte, at Nedstyrtelsen fra den tarpejiske Klippe først skal indtræde efter retlig Undersøgelse og Dom. Hvor denne Klausul ikke findes, indtraadte Straffen ipso facto efter den almindelige Regel.
En anden Form, hvori Forbandelsen, Vielsen til de straffende Guder forekom, var Eden. I denne erklærer nemlig den Sværgende, at han i Tilfælde af, at han sværger falsk eller ikke opfylder sin edelig paatagne Forpligtelse, vil være falden under de straffende Guders Haand. Disse Eder forekom baade i og udenfor Rettergang. Den ældste romerske Kontraktsform var den saakaldte sponsio ad aram maximum, en foran Herkules’s Alter paa forum boarium under Auspicier, Offringer og Eder afsluttet Overenskomst. Den ældste romerske Rettergangsform var den saakaldte legis actio sacramenti, der efter Gaius var generalis ɔ: anvendelig i alle Tilfælde, hvor der ikke i Loven var bestemt noget Modsat. Naar Klageren havde fremsat sin Paastand og Indstevnte benegtede, skred man til Ed (sacra-
