Middel, Besværgelsen, den høitidelig i foreskrevne Former udtalte Forbandelse over Retsbryderen. Alle Bønner og Besværgelser havde en magisk Virkning; i Rom holdt man en Besværgelse af Guderne for saa kraftig, at Forbrydere, naar de i offentlig Folkeforsamling havde gjort en saadan, bleve tvungne til at tage den tilbage paa høitidelig Maade (Preller Röm. Myth. 122 ffg.[1]). Saadanne Beværgelser vare almindelige hos alle den gamle Tids Folkeslag, og de kunde igrunden anvendes ved alle Leiligheder. Den, som havde lidt en Uret, som han ikke selv kunde hevne, vendte sig til Guderne med Bøn om at de vilde udøve sit straffende Kald. Men sin juridiske Betydning fik disse Besværgelser derved, at de knyttedes til Bestemmelser, som skulde have retlig Virkning. Hos Romerne betyder lex i videre Forstand enhver bindende Forskrift overhovedet, hvad enten den er af almindelig Gyldighed eller den kun vedkommer en enkelt Retshandling og hvad enten den er af folkeretlig, administrativ eller sakralretlig Natur. I indskrænket Betydning er lex = generale jussum populi. (Lange, Röm. Alterth. I. 315). En saadan lex kunde indeholde en sacratio, og vi finde derfor, at de romerske i Centuriatcomitierne vedtagne leges undertiden indeholdt en Klausul, som i dette Tilfælde gik ud paa, at de, som forbrød sig mod Loven, skulde dræbes som Forsoningsoffer (ved at nedstyrtes fra den tarpejiske Klippe, Huschke l. c. 367). Dette var de saakaldte leges sacratæ og den omhandlede Fremgangsmaade ved de romerske Centuriatcomitier viser os, hvorledes rent menneskelige Autoriteter overhovedet kunde erholde en lovgivende Myndighed. Det er ikke noget Besynderligt i, at Folket har
- ↑ Festus 232 resecrare, resolvere religione, utiqve cum reus populum comitiis oraverat per deos, ut eo periculo liberaretur, jubebat magistratus eum resecrare.
