ligesom de græske Erinyer begyndte sin Virksomhed strax Forbrydelsen var bleven begaaet, saaledes behøvedes heller ingen Dom, for at de juridiske Virkninger skulde indtræde. Denne Regel som er vel kjendt fra den gamle norske Ret, gjelder ogsaa i den ældre romerske, hvorefter f. Ex. Forbrydere, der havde begaaet Forbrydelser, hvorfor Straffen var deo sacrum esse, uden Videre ustraffet kunde henrettes eller dræbes. Saadanne Forbrydelser vare f. Ex., at Ægtemanden solgte sin konfarreerede Hustru, at Faderen dræbte sine unge Børn, naar de ikke vare Vanskabninger, at Barnet slog sine Forældre, at man flygtede over til Fienden eller begik andet Forræderi, at man bortpløiede Naboens Skjelsten (Huschke Die Multa und das Sacramentum 180). I Forbindelse hermed staar det, at de manifeste Forbrydelser straffedes haardere end de ikke manifeste. Saaledes kunde efter attisk Ret den strengeste Aktion, den saakaldte Apagoge – Forbryderen blev arresteret og overgivet til de 11 Mænd, som ialfald, naar han ikke benegtede Gjerningen, uden Videre henrettede ham – kun anvendes i Tilfælde af manifest Forbrydelse (under dette Hovedbegreb maa de enkelte Tilfælde subsumeres. Schoemann Attische Proces 224–239). Efter de romerske 12 Tavlers Love var furtum manifestum en Kapitalforbrydelse, medens f. nec manifestum kun medførte dobbelt Skadeserstatning (Zumpft. Röm. Cr. Recht. I. 1. 377). De Forbrydelser, som ikke kunde ansees som manifeste, vare ikke Forbrydelser, men Handlinger, som henhørte under den private Ret.
Naar man ønskede at beskytte en Rettighed var Spørgsmaalet kun, hvorledes men skulde faa den garanteret af den guddommelige Ret; var den først bleven helliget, saa var det sikkert, at de straffende Guder vilde optræde mod dem, som krænkede den. Og her havde man et tilforladeligt
