indtil den sonedes. Paa den ene Side haves bestemte Efterretninger om Offring af Forbrydere, selv for Romernes Vedkommende (se ovenfor), medens paa den anden Side Festus p. 251 siger: At homo sacer is est, qvem populus judicavit ob maleficium, neqve fas est eum immolari[1]; sed qvi occidit, parricidii non damnatur (her stilles Utlegd i Modsætning til Offring). Nam lege tribunicia prima cavetur: si qvis eum, qvi eo plebei scito sacer sit, occiderit, parricida ne sit. Paa den anden Side synes man dog at maatte tænke paa en Offring eller Henrettelse i Gudernes Navn, naar det l. c. heder: Sacratæ leges sunt, qvibus sanctum est, qvi qvid adversus eas fecerit, sacer alicui deorum sit cum familia pecuniaqve. Formodentlig har Forbrydelsens Art afgjort, om Straffen skulde bestaa i Utlegd eller i Offring af Forbryderen, og det afgjørende har her været sacrale Grunde. (kfr. Festus’s Udtryk fas est immolari).
I visse Tilfælde kunde Guderne forsones ved en Pengebod. I den romerske actio sacramenti – hvorom mere siden – maatte Parterne aflægge Ed paa at de havde Ret, hvoraf Følgen var, at der i enhver Sag maatte sværges falsk fra en af Siderne. En saadan falsk Ed maatte naturligvis udsones, og dette skede derved, at den tabende Part forbrød til gudelig Brug den lovbestemte Sum, som han havde maattet deponere ved Processens Begyndelse (kfr. Danz i Ztschr. für Rechtsgeschichte VI. 388). – Ellers var Straffen for at aflægge falsk Vidnesbyrd at nedstyrtes fra den tarpeieske Klippe (deo sacrum esse Zumpft Röm. Crim. Recht. I. 1. 295).
Den, der forbryder sig mod den guddommelige Ret, er ipso facto hjemfalden til Straffen og de straffende Guder;
- ↑ Ihering (Geist des Röm. Rechts I. 274) og Danz (Der sacrale Schutz des Röm. Rechts) ere forøvrigt enige om at rette til immolare.
