gen blive at man forbrød sig med den guddommelige Retsorden, saafremt man dræbte noget Medlem af nogen af de til Staten hørende Ætter; det er formodentlig netop dette, som er Meningen af den ovenfor citerede gamle romerske Lov, hvorefter enhver Morder var en parricida[1]. Udviklingen medførte, som ovenfor bemærket, at Guderne i visse Tilfælde kunde tilfredsstilles ved Offringen af et Dyr, men denne Forandring i Loven havde selvfølgelig ingen Indflydelse paa den fornærmede slægts Rettigheder; der maatte Forlig søges som før. Men hvad den stedfundne Forandring medførte var, at gamle Ubodemaal gik over til Bødesager; thi efterat Guderne havde frafaldt sit Krav paa Blod, var Drabsmandens Liv reddet, naar den fornærmede Æt modtog Beder. I hvilke Tilfælde Offerdyret kunde træde istedenfor Drabsmanden, afgjordes naturligvis af den hellige Tradition eller, for at bruge et romersk Udtryk, jure ponteficio.
Jeg har dvælet ved dette Punkt, fordi det forekommer mig at være særdeles oplysende for den gamle Rets sacrale Karakter; det har fremdeles en høi Grad af Interesse, fordi den fulde Sammenhæng først fremkommer, naar man kombinerer det græsk-romerske Renselsesoffer med det germanske Bødesystem. Evert Folk har ligesom bevaret sit Brudstykke. Der er imidlertid et Hovedpunkt som er dunkelt, nemlig Forholdet mellem Forbryderes Offring og hans Landflygtighed eller Utlegd, forsaavidt ikke denne var en blot midlertidig Tingenes Tilstand, der varede fra Forbrydelsen blev begaaet
- ↑ De almindelige Derivationer af Ordet parricida (af patricida eller af par lige) ere anerkjendt utilfredsstillende. Fra Meningerne Side vilde alt være i Orden, dersom den første Del af Ordet kunde bringes i Forbindelse med longob. fara Slægt (kfr. ags. faru burg. faramannus). Förstemann Gesch. der deutsch. Spr. II. 218. Betydningen af: en, der bar dræbt et Medlem af samme Æt, vilde give god Mening.
