Vedkommende i Hovedsagen lig den attiske. En gammel Lov, som tilskrives Romulus eller Numa, foreskrev: Si qvi hominem liberum dolo sciens, morti duit, parricidas esto (Zumpft Röm. Kriminalrecht I. 1. 372); dersom derimod Drabet ikke var skeet med Hensigt, si telum manu fugit magis qvam jecit, bestemte de 12 Tavlers Love, at Vedkommende skulde slippe med ringere Straf og offre en Væder (arietem subjicere Zumpft. l. c. 373). Om denne arietis subjectio oplyser Festus p. 265: Subici aries dicitur, qvi agitur, ut cædatur, qvod fit ut ait Cincius in libro de officio jurisconsutti, ex exemplo Atheniensium, apud qvos expiandi gratia aries inigitur ab eo, qvi scelus admisit, poenæ pendendæ loco.
Med disse Regler har det maaske følgende Sammenhæng. Før den ordnede Stat organiseredes, stode de enkelte Slægter i et rent folkeretligt Forhold til hinanden, medens samtidig Forbindelsen mellem Slægtens Medlemmer indbyrdes var meget inderlig[1]. Et Drab paa et Medlem af en fremmed Slægt gav derfor Anledning til Krig mellem den Dræbtes Slægt og Fornærmerens Slægt, og det saameget mere som Familieforholdets religiøse Karakter opfordrede til Blodhævn (Hist. Tidsskr. IV. 43). Denne Krigstilstand kunde selvfølgelig kun endes ved et Forlig mellem de stridende Parter. Drab paa et Medlem af den samme Æt medførte vel Døden (kfr. hvad ovenfor er bemærket em de græske Erinyer). Naar nu Staten ordnedes og den dertil knyttede Retsorden indstiftedes under guddommelig Beskyttelse, saa maatte Føl-
- ↑ Sammenhængen inden Slægten var endog senere saa stærk, at Slægtningerne endog vare kriminelt ansvarlige for hinanden. Den romerske Retstradition ved at berette, at den Regel, at Børnene skulde straffes sammen med Faderen, naar denne havde forbrudt sig, blev afskaffet efter Forhandling i Senatet i Anledning af Spurius Cassius’s Sag i 485 f. Chr.
