mede saavelsom ligeoverfor Betlere, der i gammel Tid ogsaa vare en Slags Gjæster; og denne Erinyernes straffende Magt gjaldt saavel overfor Guder som overfor Mennesker. Det bekjendteste Exempel paa Erinyernes Virksomhed er Orestes’s Historie. Denne har i virkeligheden ikke dræbt sin Moder af egen Drift, men efter Opfordring af Apollon, som igjen har handlet i Zeus’s Navn. Moderen havde dræbt sin egen Mand, den af Zeus kaarede og viede Konge og Hærfører og havde paa lumsk Vis af Kjærllghed til sin foragtelige Forfører sønderrevet alle sædelige Baand. Derfor havde de olympiske Guder selv drevet Sønnen til at dræbe Moderen. Men Erinyerne havde kun Øie for den paa den skrækkeligste Maade brudte naturlige Retsorden og forfulgte Orestes paa det Frygteligste.
Men der var en Modsætning mellem Blodhævnens Love og i det Hele den ubønhørlige Ret, som Erinyerne repræsenterede, og de en mere udviklet Civilisation tilhørende Principer, som de olympiske Guder forkynde. Navnlig er Apollon den forløsende Gud. Forbrydelsen betragtedes som en Følge af en betydelig Forstyrrelse af den aandelige Ligevægt, en Forstyrrelse, som kunde helbredes ved guddommelig Mellemkomst. Den, der dræbte en Anden, blev vistnok udstødt af det borgerlige Samfund, og man tænkte sig ham som forfulgt af Erinyerne og hjemfalden til Afsindet; men naar han bodfærdigen vendte sig til Apollo, saa havde dog denne Forsoning for ham, idet han besprængte ham med Offerdyrets Blod og bortfeiede al Urenhed med den hellige Laurbærgren. Samtidig paalagdes der ham et Bodsliv, som han da henlevede i Apollons Tjeneste, indtil den foreskrevne Tid var tilende og han kunde vende tilbage til Livet (Preller Griech. Myth. I. 221–223, 651–653).
De samme mere humane Tendentser, som i den græske
