ni cum eo pacit, talio esto (Festus 274); men den gjelder dog der kun Legemsfornærmelser (det var forøvrigt her et Menneske og ikke nogen Gud, som var bleven fornærmet), og er i det Hele kun mulig i en vis Kreds af Tilfælde. Men en beslægtet Tanke kommer tilsyne i Tilfælde, hvor man straffede Forbryderen med det samme Middel, hvormed han havde begaaet sin Udaad f. Ex. naar det i de 12 Tavlers Love bestemmes: qvi ædes acervumqve frumenti ad ædes positum dolo sciens incensit, vinctus, verberatusqve igni necator. Et lignende Princip maa have lagt til Grund for gammelgermansk Kriminalret. Det heder nemlig hos Tacitus (Germ. c. 12): Distinctio poenarum ex delicto; proditores et transfugas arboribus[1] suspendunt, ignavos et imbelles et corpore infames caeno ac palude, injecta insuper crate, mergunt; diversitas supplicii illuc respicit, tanqvam scelere ostendi oporteat, dum puniuntur; flagitia absecndi. Men endnu mere korrekt antikt var igrunden det Princip, som ligger til Grund for den saakaldte noxæ datio, bestaaende deri, at man abandonnerede eller offrede det, som havde gjort Skaden. Ligesom Herren kunde befri sig for ethvert Ansvar ved at abandonnere det Dyr eller den Slave, som havde gjort Skade, saaledes kunde den samme Fremgangsmaade anvendes ligeoverfor den Haand, hvormed man havde forgaaet sig, eller
- ↑ ɔ: hængtes. Galgen var efter frisisk Ret et løvløst Træ, som vendte mod Nord. „Mitternacht war die schauerliche Seite, der norhhalde bâm gleichsam der arbor infelix der römischen Formel“ Grimm Deutsche Rechtsalterth. 683. Hængningen i Tilfælde af perduellio (fiendtlig Optræden mod Staten, perduellis = hostis) var ogsaa gammel romersk Ret. I Anledning af Processen mod Horatius fortæller Liv. I. 26:lex horrendi carminis erat: duumviri perduellionem judicent, si a duumviris provocaret, provocatione certato; si vincent, caput obnubito, infelici arbore reste suspendito; verberato vel intra pomoerium vel extra pomoerium.
