fra Samfundets Side ligeoverfor den Enkelte, som havde begaaet en Forbrydelse.
En gammel irsk Begivenhed er meget oplysende, naar man vil danne sig et Slags Begreb om den Retning, som Retsudviklingen kunde tage paa dette Felt. Da den irske Konge Art var falden i et Slag, bemægtigede hans Broder Mac Con sig Regjeringen med Tilsidesættelse af den faldne Konges Søn Cormac. Mac Cons Usurpation og hans strenge Herredømme bragte imidlertid efter nogen Tids Forløb hans Undersaatter til at ønske ham fjernet; i dette Øiemed indfandt den unge Cormac efter nogle mægtige Venners Anmodning sig pludselig i Tara (Overkongens Residents), hvor hans Person ikke længere var kjendt. En Dag, fortælles der, traadte han ind i Domhallen i Paladset i det Øieblik, da Mac Con holdt paa at afsige en Dom; thi Kongen i det gamle Erin ansaaes for at være begavet med en særdeles Visdom som Dommer, og det var hans Pligt saavelsom hans prærogativ at afsige Domme i de vanskelige Sager, som bragtes for ham, om ogsaa de Procederende hørte til de ringeste af hans Undersaatter og Sagen angik den ubetydeligste Gjenstand. Den omhandlede Sag var følgende: Nogle Faar, der tilhørte en i Nærheden af Tara boende Enke, vare komne ind paa Dronningens private Havnegang og havde spist af Græsset. De bleve anholdte, og Sagen blev bragt for Kongen. Denne undersøgte Sagen og dømte, at Faarene skulde være forbrudte. Den unge Cormac raabte imidlertid, da han hørte Dommen, at den var uretfærdig, og sagde, at da Faarene kun havde spist Jordens Uld, saa var deres eget med Uld besatte Skind det Høieste som kunde forbrydes. Denne Betragtning af Loven forekom det omstaaende Folk saa vis og fornuftig, at en Bifaldsmumlen lød gjennem Hallen. Mac Con reiste sig fra sit Sæde og udraabte: „Dette er en
