rindelse Ordene curia og qviritis[1] end maatte have, neppe andet end Kuriens kvindelige Genius (kfr. Preller Röm. Myth. 248). Man har vistnok her et meget tydeligt Exempel paa, hvorledes man i sin Tid gik frem, naar man skulde skabe Guddomme, hvis Virksomhed var knyttet til den moralske eller politiske Verden.
For ethvert Brud paa den guddommelige Retsordning kræves en Udsoning. Romeres havde et Begreb, som hed piaculum commissum eller piacularis commissio, hvorved forstodes enhver Forsyndelse af den Art, at den maatte gjøres god igjen ved en egen Forsoningsakt, expiatio. Hyppigst anvendtes denne Benævnelse om disse rent formelle Anstød, som kunde indtræffe under de religiøse Handlinger (Preller R. M. 117); men den samme Tankegang har sin fulde Anvendelse, hvor der forelaa grovere Brud mod Guderne. Et saadant Brud maatte udsones med et Offer, og dette Offer maatte være det efter Omstændighederne passende, hvad der kun er et andet Udtryk for, at der maatte bestaa en vis Sammenhæng mellem Brødens og Straffens Beskaffenhed.
Denne Sammenhæng maatte efter den dengang i det Hele herskende Tankegang, der saa mindre paa indre Sammenhæng end paa ydre Schematisme, have en rent udvortes Karakter men kunde forøvrigt søges naaet ad forskjellige Veie. En af de Former, hvori den gamle Tankegang kommer tilsyne, er den saakaldte jus talionis, bestaaende deri, at Forbryderen tilføies den samme Skade, som den han selv har gjort, „Øie for Øie, Tand for Tand.“ En saadan Regel findes i de romerske 12 Tavlers Love: si membrum rupsit,
- ↑ Naar de romerske Borgere benævnes qvirites; ere de formodentlig kaldte saaledes, fordi de vare Medlemmer af Kurierne (Lange Röm. Alterthümer I. 91). Analogt kaldtes de cives som Medlemmer af de til Staten hørende Slægter. (Hist. Tidsskr. IV. 37).
