curia sacra publica faceret, feriasqve observaret, hvad der omsat i vort nuværende Sprog saa omtrent vil sige, at Kuriens offentlige Forsamlingssted var en Mands Sognekirke). I Spidsen for Kurien stod en Curio eller Curionus, der for at besørge Kuriens Gudstjeneste oppebar en bestemt Godtgjørelse (Curionium æs dicebatur, qvod dabatur curioni ob sacerdotium curionatus Paul. ib.), og som, da han tillige havde verdslige Forretninger at besørge, havde en flamen curialis ved sin Side (Lange Röm. Alterth. 277). Disse Kuriens Forsamlingssteder havde imidlertid altid, saalangt Romerne kunde erindre, været i et fælles Hus (curiæ veteres paa Palatium), om end enhver Kurie havde sin særegne Sal. Der har maaske existeret den Tid, da Kuriens Forsamlingssted var i Kuriens eget Distrikt; men Romeren erindrede ikke den Tid, ganske i Modsætning til Atheneren, som meget godt vidste, at det ene Prytaneum i Athen engang var opstaaet derved, at 12 Prytaneer fra Provindserne vare flyttede sammen (Preller Griech. Myth. I. 297, 298, Curtius Griech. Gesch. I. 246–247).
Den Guddom, der dyrkedes af Kurierne som saadanne, var den saakaldte Juno Qviritis eller Curitis, en ægte italisk Abstraktion. I Italien var Juno det kvindelige Tilsvarende til den mandlige Genius. Ligesom enhver Mand havde sin egen Genius, der egentlig var den, som havde skabt ham og belivede ham, saaledes havde enhver Kvinde og ethvert som Kvinde opfattet Væsen sin Juno. Nu er det latinske Curia et Femininum, og at Kurien opfattedes som Feminin, bevises yderligere af den Omstændighed, at de enkelte Kurier antoges at have erholdt sine Navne af de sabinske Kvinder, som røvedes af Romeres og bleve romerske Stammødre. Adjectivet curitis eller qviritis hænger sammen med Ordet curia, og Juno Qviritis i sin Helhed betyder, hvilken Op-
