i videre Forstand, forsaavidt som den betingedes og befordredes af Agerbruget (l. c. 588, 599, 608).
Lignende Forestillinger forekomme ogsaa hos Romerne, hvis Gudinde Tellus paa den ene Side er Jordens moderlige Skjød, der modtager Sæden for at give Menneskene den tilbage som gylden Frugt, og paa den anden det faste Jordlegeme, Betingelsen for al naturlig Ordning og Tingenes sikre Gang (Preller Röm. Myth. 402–403). En beslægtet Guddom er Saturnus, det italiske Agerbrugs Stifter og Beskytter. Han bringer altid Agerbruget og alle dets Velsignelser med sig, og med dette Billede forbandt der sig saavel i Sagnet som i Gudstjenesten Billedet af den salige og gyldne Fortid, et den rigeste Fyldes Liv, hvor Nydelsen endnu ikke var bleven forstyrret ved nogen Deling af Eiendommen, hvor der herskede en bestandig Fred samt almindelig Frihed og Lighed, idet man navnlig dengang endnu ikke kjendte Slaver og Tjenere. Under den aarlige Fest, som i 7 Dage i December Maaned holdtes til Ære for ham og Dis pater, var al Ulighed mellem Stænderne ophævet, enhver Straf maatte ialfald suspenderes og det gjaldt for betænkeligt at føre en Krig eller levere et Slag (l. c. 411–414).
De samme Anskuelser findes hos germanske Folk. I Germ. c. 40 fortæller Tacitus om 7 Folk, hvoriblandt Angler, Varner og Avioner (Øboere), at de dyrkede Nerthus, det er Moder Jord. Paa en Ø i oceanet (Sjælland) laa en hellig Lund, som var opkaldt efter hendes tjeldede Vogn (hleithra), som Præsten alene maatte berøre. Naar han forstaar, at Gudinden er tilstede, ledsager han Vognen, der bliver trukken af 2 Kjør. Da er der glade Dage, og alle smykke sig festligt, hvor hun værdiges at komme og opholde sig. Al Krig standser, vaabnene hvile, ethvert Jernredskab bliver lukket inde. Fred og Ro, som ellers hverken kjendes
